Allerhelst ville jeg…

Allerhelst ville jeg bare blive siddende i din bil og lytte til Leonard Cohen og tænke, at jeg har det som en Leonard Cohen-CD, der er ikke nogen, der lytter til mig, og det gør du heller ikke, når jeg siger, at jeg er frygtelig ked af det over det, der skete i går i New York. Tvillingetårnene er styret i grus, og chokket nåede også til Danmark. Men du er ligeglad. Du siger, at amerikanerne kan rende og hoppe.
Hvorfor må jeg ikke være ked af det, over de tusindvis af liv, der gik tabt, fordi nogle havde fået den idé at flyve fly ind i tårnene? Hvorfor må jeg ikke have ondt af de mange, der har mistet?

Leonard Cohen ebber ud med Hallelujah, og jeg bliver rørt over stemningen i sangen og den store gru ved tanken om det, der skete i går. Jeg fælder en tåre eller to. Du siger, at jeg skal holde op med at flæbe, men det får blot tårerne til at trille endnu hurtigere og mere mangfoldigt.

Du åbner bildøren og stiller dig uden for bilen og tænder en smøg med din smarte Zippo-lighter, der siger klik. Jeg snøfter og forsøger at samle mig igen. Afvisningen som en kold skulder sårer mig, jeg tørrer tårerne væk med ærmet. Du ryger færdigt, men bliver stående uden for bilen.

Du vil ikke komme ind igen, før jeg er glad igen, så der kan gå lang tid. Jeg tænker, at du kigger op mod stjernerne på himlen. Jeg tænker på de to fly. På flykaprerne. På gidslerne. På menneskene som sprang ud af tårnene. Jeg snøfter videre.
Nu er der krig, siger de. Det vil jeg ikke have. Jeg vil have i forgårs igen, da verden var et lidt bedre sted at leve i.

Du giver op og kommer ind i bilen igen og giver mig et kram og tørrer mine tårer væk med din hånd. Så, så siger du, som om jeg var et barn. Så, så. Det skal nok gå. Du sætter en ny CD på. En med Tom Waits. Alice. Den er dyster og passer til stemningen.
Du starter bilen, og vi kører videre og kører gennem skoven med dens mørke og tryghed.

Vi kører ud til stranden, ud til sommerhuset, hvor vi skal overnatte. Det er et gammelt, sort bjælkesommerhus med hvide vinduer.

Vi går indenfor. Her er koldt. Du tænder op i brændeovnen, og varmen breder sig. Vi klæder hinanden af fra top til tå og elsker blidt i skæret fra brændeovnen. Vi falder i søvn på gulvet med et tæppe over os.

Dagen efter er jeg mindre trist. Vi har jo stadig hinanden, selvom andre er væk og forsvandt på et splitsekund. Vi går en tur ved stranden. Du tager en sten og kaster den i vandet. Jeg finder flade sten og slår smut. Jeg tror godt, jeg forstår dig nu, siger du, og jeg smiler. Det var godt at høre det fra dig.