Appelsinkampen

Hun piller appelsinen i små orange skalstykker.
En efter en lægger hun delene på det sorte bord.
Hun piller forsigtigt og i tråde den hvide hinde af appelsinen.
Hun har rødt, langt hår, grønne tætsiddende øjne og fint buede røde bryn. Næsen er lige og lille og fyldt med fregner. Ligeså er der over resten af ansigtet strøet med fregner. Hun har en flaskegrøn kjole på med en hvid krave.
Appelsinen dufter sødt og lidt skarpt.
Hun deler appelsinen i tolv både og spiser dem langsomt og nyder den søde smag.
Hun tygger, og hendes lille mund bevæger sig i takt med tyggebevægelserne.
Pludselig bryder hendes lillebror ind og skubber til de resterende appelsinbåde og spiser dem hurtigt.
”Hov, det er min appelsin!” siger hun højt.
”Ha! Nu er det min” råber han fornøjet.
Pigen kan hverken gøre fra eller til andet end at se på, at lillebroren grådigt spiser de sidste appelsinbåde.
Hun begynder at græde, og tårerne triller stille og asymmetrisk ned ad kinderne på hende.
”Hold op med at tude, Tudemarie” siger broren.
Hun snøfter. Han skubber den sidste overbidte appelsinbåd over til hende.
”Så, så.” Hun snøfter færdigt og finder en ny appelsin frem og begynder sirligt at skrælle den.