De gule gummistøvler

Han hadede gummistøvler. Sådan noget højskaftet fodtøj lavet af gummi belagt med ildelugtende stof indvendig. Gerne sådan noget løst vævet stof, som lugter af 100 dages fodsved, som er forværret af den lufttætte gummi.
Sjok, sjok, sjok siger det, når man har gummistøvler på. Plask, plask, plask, når man træder i vandpytterne.
Måske hang hans aversion mod gummistøvler sammen med hans aversion over for regnvejr. Så hellere blive hjemme.
De grå skyer, gråt i gråt. Den trøstesløse regn, der bare silede ned hele dagen. Han ville allerhelst ligge under dynen på sådanne dage.
Alligevel havde han købt sig et par gule gummistøvler, for han måtte af og til ud i regnvejret, mest når han skulle på arbejde.
Så trak han i sit sorte regntøj, dyrt købt i Spejdersport. Han tog altid sin mors hjemmestrikkede, multifarvede, stribede uldsokker på, når han tog gummistøvler på.
Han bildte sig selv ind, at de på den måde kunne holde noget af fodsveden fra gummistøvlerne, så det løst vævede stof ikke blev gennemvædet og endnu mere ildelugtende.
Og det hjalp faktisk. Han kunne konstatere, at hans nye gule gummistøvler efter tre måneders brug lugtede mindre end hans gamle hullede grønne gummistøvler, som han ikke havde brugt uldstrømper i, og som han havde måttet smide ud.
Således påklædt sjoskede han ud i regnvejret, parat til enhver vandpyt og ethvert regndryp.