Den ensomme mand

Manden taler med sig selv.
Han har gråt hår og langt skæg, også gråt.
Han er iklædt joggingtøj og sandfarvet jakke og udtrådte gummisko.
Han taler ud i den blå luft. Måske snakker han med fuglene.
”Kom små pipfugle, spis nogle brødkrummer og flyv ned til varmen.”
Måske snakker han om vejret.
”Uh, det er koldt, og det regner hele tiden Dengang jeg var barn, regnede det ikke så meget, og solen varmede mere.”
Han går rundt fra skraldespand til skraldespand og samler flasker.
Mest opholder han sig på den grønne bænk på hjørnet til Trekronergade ved legepladsen nær Toftegårds Plads.
Det er hans tilholdssted. Han sover her om natten, og om dagen rabler han ord af sig i et væk.
Ingen ved, hvad han snakker om.
Måske snakker han om det liv, han kunne ønske sig i stedet for.
”Åh, at have en lille lejlighed, bare en lille etværelses, hvor ingen forstyrrer, med en sovesofa og et lille køkken og bad. Det ville være rart.”
Måske snakker han om sit nuværende liv.
”Det er sådan set okay at ligge her på bænken og gå ind på et herberg, når det bliver for koldt. Jeg er en fri mand. Ingen blander sig i mit liv, og det er rart.”
Måske er der ingen mening i det, han siger.
Måske er der?