Efterårsstorm

Vinden suser, og det lyder lidt som havets brusen. Træerne svajer i blæsten.
Cyklister kæmper for at holde balancen. Nogle må give op og trækker deres cykel, som fanger vinden som et sejl.
Jeg bliver skubbet fremad og til siden og tager et par ukoordinerede dansetrin.
Vinden river og rusker i mit hår og hvirvler blade op, som slår mod mit ansigt.
Jeg forestiller mig, at vinden kaster mig ind i et træ, så mine briller går itu. Det sker heldigvis ikke.
Blæsten skubber store grene hen over vejen, og bladene rasler hastigt videre.
En knækket valgplakats flugt er blevet fanget af parkerede cykler, som står hulter til bulter.
Jeg krydser vejen i frygt for flyvende genstande og når hoveddøren og er endelig i sikkerhed.