Fisken Folmers farefulde færd

Fisken Folmer svømmede rundt i sit eget element. Den gled ind og ud mellem grønne, klistrede tangplanter. Fisken Folmer var azurblå med gule striber, altså nem at få øje på. Det gode var, at den så giftig ud, så rovfisk plejede at holde sig væk.
En dag, hvor solens stråler nåede ned på havbunden og glimtede over sandbunden, svømmede fisken Folmer ud til den store klippeformation.
Her stødte han uheldigvis på en ondsindet rovfisk, som var farveblind og ligeglad med fisken Folmers iøjnefaldende ydre.
Rovfisken begyndte at jage fisken Folmer, som søgte tilflugt i en lille, smal, fugtig og mørk grotte. Her lugtede af rådne æg. Det var lugten af svovl.
Fisken Folmer rystede af skræk. Rovfisken stak sin snude ind i grotten men kunne ikke komme derind. Efter fire stive timer gav rovfisken op og svømmede væk.
I mellemtiden var fisken Folmer faldet i søvn og vågnede først, da det var blevet mørkt, så mørkt at han ikke kunne finde hjem.
Han måtte derfor blive i grotten natten over og vågen lægge øre til de mange lyde. Luftbobler steg sitrende til vejrs med rådden æggelugt indeni.
Andre fisk, som kunne se i mørket, slog smut rundt om tangplanter og hinanden. Tangplanterne skvulpede let i vandet.
Næste dag kunne fisken Folmer forsigtigt snige sig ud og hjem til eget terræn. Det var sidste gang, han begav sig ud på eventyr.