Kastanjer

Varmen fra asfalten stikker mig i ansigtet. Den er nylagt og skinner mørk og sort.
Jeg cykler og er bange for, at den brandvarme asfalt vil smelte mine cykeldæk. Det gør den ikke.
En knallert overhaler mig, og knallertkøreren tager min gule Nettopose – ”Alle skal ha’ råd til økologi”
Jeg er næsten ved at råbe ”stop tyven!” Men det kan være lige meget, for der er kastanjer i posen. Bare vent til, han ser, hvad den indeholder.
Jeg gik forleden dag og samlede kastanjer ved de lokale kastanjetræer. Der duftede fugtigt af løv og nyslået græs.
Jeg næsten ledte med lys og lygte, for der var ikke mange kastanjer. Det er stadig for tidligt på sæsonen.
Kastanjer minder mig om min eksmand. Vi plejede at give hinanden en kastanje hver, som kunne minde om den anden, når man rørte ved den i jakkelommen.
De visne blade lød sprøde og raslende under mine fødder. Jeg sparkede til bunker af blade, lod mine fødder glide igennem de tusindvis af visne blade.
Efteråret er dejligt. Vinden blæste i mit hår og legede med det.