Lidt livedigtning fra legepladsen

Jeg forsøger at blende ind på en legeplads på Vesterbro, men det vil ikke sådan helt lykkedes her i café latte-kvarteret med jævnt overskudsagtige forældre, som dog ikke er speltmødre.
Med kemifri vanddunke og medbragt kaffe i keramikkrus uden hank står de og ser deres børn klatre og rutsje uden ende, imens de sludrer i grupper af andre forældre med håret opsat, så det ser tilfældigt ud uden at være det.
Jeg er fanget i et virvar af forældre, der forhandler med deres børn, om de skal lave hotdogs i pitabrød eller hotdogbrød, og om de skal have fredagsslik, selvom det er lørdag.
Lillefyren blender bedre ind i sin flyverdragt fra Kvickly, for børn i den alder kigger ikke på tøj og vurderer hinanden, som jeg sidder og gør. Han leger bare med tilfældige børn og synes, det hele er sjovt.