Oles cykeleventyr

Ole var 57 år.
Han havde en dyb kløft i hagen og en mellem de gråsprængte, forpjuskede, store øjenbryn, der strittede ud til alle sider, mest op. Hans læber var smalle, røde af vejret, og tænderne var skæve. Ja, nogen må have kastet dem ind i munden på ham.
Hans næse var markant og havde et knæk. Hans grå hår var trimmet ned til en centimeter, og han havde daggamle skægstubbe, også grå.
Han var iført en gammel forvasket T-shirt, der havde været knaldrød, hvor der stod ”Sønderjysk slagtøjsforening 1988” på. Den hang løst over hans forslidte jeans, som blev rundet af et par hvide tennissokker og udtrådte, sorte ECCO-sko, som trængte til en skopudsning.
Det var en lun sensommerformiddag, og Ole cyklede på Nørrebro.
Han punkterede midt på Nørrebrogade, bumb, bumb, bumb, og skulle han endelig være uheldig, så var det et heldigt sted, han befandt sig. Der var cykelhandlere overalt. Han trak cyklen hen til den nærmeste.
Inde i butikken stod en mand af anden etnisk baggrund end dansk. Han gik og rodede med en cykel, og Ole blev ramt af lugten af cykelslanger, olie og lim.
Cykelhandleren brummede, ”hvad kan jeg hjælpe dig med?” Hans øjenbryn var sorte, store og sammenvoksede, og Ole syntes, at de bevægede sig som en larve, når cykelhandleren snakkede.
”Min cykel er punkteret.”
”Lad mig kigge på den”, sagde cykelhandleren og gik udenfor til cyklen.
Manden følte på dækket.
”Den skal have skiftet slangen,” sagde han.
Hvordan cykelhandleren kunne føle sig frem til det, vidste Ole ikke, og han følte sig snydt men sagde ikke noget. Ville en lapning ikke være billigere? Senere fik han at vide af en ven, at det var almindeligt at skifte slangen ud på punkterede cykler for at undgå den sundhedsskadelige lim.
Ole afleverede cyklen mod en lille lap grøn papir.
”Hvornår kan jeg hente den?”, spurgte han.
”Klokken 14,” svarede cykelhandleren.
Ole gik hjem og læste videre i ”Blekingegadebanden.”
Da klokken var 14 stod Ole atter i cykelforretningen, betalte 110 kr. og cyklede hjem.
På hjemvejen cyklede Ole gennem vissent løv, som knasede og raslede. Det havde alle efterårets farver: gul, orange, rød, brun. Stadig på Nørrebro så han nogle unge mennesker stige af en bus for med det samme at stige på den igen. Det, syntes han, var underligt.
Han cyklede videre og mærkede efterårsvindens hårde susen i ryggen. Biler fór forbi ham, knallerter overhalede ham, ja også cyklister.
På Frederiksberg så han en mand iført grå sweatshirt, blå arbejdsbukser og sorte sko snyde begge næsebor, så snot og bussemænd fløj ud med en susende, næsten hvæsende lyd på cykelstien foran Ole. Ole syntes, at det var ulækkert.
Han cyklede videre.
Pludselig kørte en bil, der skulle dreje ud på vejen, næsten helt ud på cykelstien foran Ole og var ved at ramme ham.
Ole råbte op ”Se dig dog for!”
Manden steg ud af bilen og råbte ”Forbandede cyklist! I tror, I ejer vejen.”
Det gjorde Ole vred, men han kunne mærke, at han helst ikke skulle råbe mere op, for manden var i gang med at smøge ærmerne op og signalerede, at han lagde op til slagsmål.

Ole steg op på cyklen og cyklede videre gennem efterårsvejret og helt hjem til sin lune lejlighed med den gode lænestol med øreklapper og ”Blekingegadebanden.”