Rastafarimafiaen

En morgen ligger der en sort rastafarimand ved siden af mig i sengen. Jeg vågner ved den lette urinlugt fra hans dreadlocks. Jeg glipper med øjnene og bliver liggende lidt endnu, men jeg er ikke synderligt overrasket over, at han ligger der.

For år tilbage støder jeg for første gang på Rastafarimafiaen. Det er i den københavnske metro. I et helt kvarter bliver jeg betragtet af tre mennesker, som står rimeligt afslappede, men dog uafhængigt af hinanden, i metrotoget. Det er stensikkert, at de er der på grund af mig. De har alle ens frisurer med udvoksede dreadlocks, som er samlet i en knold øverst på hovedet. Jeg stivner. Jeg aner en sammenhæng. Jeg aner, at de er der for at overvåge mig og for at forfølge mig videre op ad rulletrappen og rundt i de københavnske gader. Jeg laver en afledningsmanøvre ved at rive min perlehalskæde i stykker. Perlerne triller ud på metrogulvet, netop som metrotoget når ind på Nørreport station. De tre medlemmer af Rastafarimafiaen har ikke den bedste reaktionsevne. Først kigger de forundret ned på perlerne, og over min skulder kan jeg se dem bukke sig langsomt ned, måske fordi perlerne er ret eftertragtede som pynt til deres dreadlocks.

Jeg ved godt, at når der først ligger en sort rastafarimand i min seng, så er han ikke til at slippe af med igen. Han vil tilbringe hele dagen med at høre reggae og ryge hash og nulre ved sine infamt uhyggelige og let ildelugtende dreadlocks. Han vil ikke foretage sige andet end det – bortset fra også at sove. Jeg vurderer ham til at være for tung til at løfte ud af sengen og sætte ud på gaden. Det vil heller ikke være socialt ansvarligt af mig. Jeg ved, at jeg ikke kan ringe til politiet, for de vil ikke tro på, at han er flyttet ind natten over. I et hjørne af mit soveværelse står en slatten vadsæk, og jeg kan ane hans farverige tøj stikke op af den. Rødt. Gult. Grønt. Ligesom farverne på det tørklæde, han har bundet rundt om sit hår. Han grynter en smule, før han begynder at snorke.

Længe har jeg ikke skænket Rastafarimafiaen så mange tanker, og jeg slår den hen som tankespind og laver gerne jokes ved enhver given lejlighed. Mine kolleger elsker at få mig til at ryste af fiktiv skræk, så de pjatter ofte med, om vi ikke nok skal have frokost fra dreadlockssandwichmanden henne om hjørnet. Jeg elsker at fare skrækslagen sammen, når talen faldt på reggae, på dreadlocks, på Jamaica. Min veninde kommer også til at tro på Rastafarimafiaen. På at de forfølger hende i Nordvest. På at hendes hashrygende underbo er medlem af Rastafarimafiaen. Så jeg forsøger at overbevise hende om det modsatte.

Som jeg ligger der i sengen og har et levende bevis på Rastafarimafiaens eksistens for mine øjne, må jeg sande, at nok så mange jokes, nok så mange rationelle forklaringer, nok så mange afværgemanøvrer ikke har den ønskede effekt. Rastafarimafiaen er helt virkelig – men dog sovende og rimeligt chilled. Rastafarimafiaen er nemlig den mest chilled mafia i hele verden.

Små tegn begynder at pible frem i ugerne op til denne morgen. Jeg skænker dem ikke en tanke, før det er for sent. Jeg står op, finder et stykke papir på køkkenbordet og begynder at skitsere tegnene et for et og kæde dem sammen. Først er der min kollega, der påpeger, at jeg har bestilt karton i rastafarifarver. Dernæst er der godkendelsen af Spaghettimonsterkirken i Danmark – pastafarianere er måske næsten det samme som rastafarier. For det tredje er der den allermest udslagsgivende episode. Natten til sidste fredag kommer jeg i en rødvinsbrandert alene hjemme til at høre Natasja på vinyl tre gange i træk. Lyden af Natasja gennem natten på en magisk tretalsrotation har uden tvivl hidkaldt rastafarimanden.

Jeg sukker, som jeg står der i køkkenet, og så sender jeg en sms til min veninde og sætter hende kort ind i situationen. Jeg forventer ikke noget svar så tidligt om morgenen, og jeg kan derfor lige så godt komme i bad, i tøjet og få morgenmad. Imens jeg står under bruseren, spekulerer jeg over, om jeg skal gøre alle handlingerne bagfra, men kaffen får mig på andre tanker, fordi jeg næppe har de tekniske kundskaber til at spille pladen med Natasja bagfra tre gange. Rødvinen er også for længst fordampet eller optaget som en del af mit kropsfedt, så den kan jeg ikke kaste op. Jeg opgiver idéen, men det kan ikke skade at spørge Google. ”How to get rid of the rastafari mafia” giver mest kun hits om, hvordan man slipper af med sine dreadlocks. Er det en løsning at klippe dem af? Sidder alle hans mafiaegenskaber i hans hår? Er det ligesom med Samsons styrke? Det vil næsten være for nemt, men jeg har ikke megen lyst til at ty til denne løsning, for det vil uden tvivl overføre nogle af hans rastafariegenskaber direkte til mig ved den mindste berøring.

Jeg går videre til Facebook og søger der, men kun én synes godt om Jamaica Rastafari Mafia. Kan det være manden i sengen, der er den ene person? Jiri Antos? Nej, han ser temmelig hvid ud og uden dreadlocks. En søgning på rastafarimafia på Facebook får mig frem til gruppen Mafia Rastafari med 10 medlemmer. Rastafarimafien er også den dårligst og mindst organiserede mafia i hele verden og derfor den mafia, man skal være mindst bange for. De er bare chilled, hører reggae og ryger hash hele dagen.

Internettet bringer mig ikke videre. Der kommer svar fra min veninde. Hun skriver, at jeg skal foretage mig så mange afværgemanøvrer som overhovedet muligt inden for det næste døgn. Det vil være altafgørende for, om jeg slipper af med rastafarimanden og ud af Rastafarimafiaens greb. Afværgemanøvrer? Hun foreslår, at jeg skal gøre rent i lejligheden og lægge særligt meget vægt på at få bragt alting i snorlige orden. Jeg skal også sætte det mindst reggaeagtige musik på anlægget, som jeg overhovedet kan opstøve i min pladesamling. Det gælder for mig om at få bragt alting i orden så hurtigt, effektivt og grundigt som muligt, for det vil uden tvivl drive rastafarimanden langt væk. Hvis der var noget, han afskyr, er det renlighed, ordentlighed og effektivitet. Hvis jeg så oveni det hele kan snakke til ham på tysk, vil det nærmest have dobbelt effekt.

Jeg går i gang med oprydning, tøjvask og rengøring. Selv de mindste støvfnug forsvinder fra min bogreol, og bøgerne kommer til at stå som målt med lineal og yderst perfekt og i en sublimt god rækkefølge. I mellemtiden er rastafarimanden vågnet op, og han virker lettere skrækslagen og søger tilflugt på min altan. Her sidder han med ryggen op mod muren ind til min lejlighed og ryger hash og rokker uroligt frem og tilbage. Alt imens er jeg nået til Beethovens Femte Symfoni efterfulgt af noget Mozart, og jeg kan godt se, at han er ved at knække sammen derude på altanen. Så jeg går ud til ham, peger væk fra min lejlighed med min støvekost og råber ”Heraus! Verlassen Sie sofort meine Wohnung – auf der Stelle!” Det skal jeg ikke råbe mere end en gang. Han smider sin vadsæk over skulderen og går sin vej.