Stillekupédans

Overfrakker og tasker stimler regnvåde og trætte ind i toget i Odense – alle har forventninger om en rolig stund på de nummerede sæder.
Som usikre kort venter de blot på, om nogen ødelægger spillet ved at have indtaget en forkert plads – måske i en anden vogn eller forkert tidsalder.
Der udveksles ord, gestik og arrige ansigtsudtryk over den store tumult – undskyldninger er der nok af.
Stilheden sænker sig med undtagelse af en klaprende lyd fra døren, termokander, tastaturer, bøger, hosten, nys og plinglyde fra mobiler, der endnu ikke er på lydløs.
Her lugter af sure sokker og medbragte leverpostejsmader iblandet tekstiler,  der er nedtrådt og berørt af titusindvis af rejsende kroppe.
Det er bare om at læne sig tilbage og glemme al lærdom om bakterier og hygiejne, og om at sæderne er spraglede for at skjule skidtet.