Uden for nummer

Et langt øjeblik holdt toget i stå for signal lige ud for mit barndomshjem, gården.
Jeg kunne se op til kirken, hvor jeg er døbt og konfirmeret.
Jeg kunne se de kæmpestore lyserøde snerler, som jeg altid snusede til, så de omsluttede min næse.
Jeg kunne se marken, hvor min lillebror og jeg sad uhjælpeligt fast i mudder og lod gummistøvlerne stå for at komme fri.
Jeg kunne se den lille vej, hvor jeg løb på rulleskøjter og cyklede.
Små lommer af barndom er underlige, men også gode, fordi de minder mig om, at en del af min opvækst var tryg og god.
Jeg går og tænker meget over min opvækst for tiden, over stemninger, historier og oplevelser.
Over hvad jeg har valgt at tage med mig videre i mit liv og ladet blive en del af mig.
Over hvad jeg gerne vil huske.
Over minder jeg troede var forsvundet for altid.
Jeg går og tænker over, hvad jeg lærte af familiemedlemmer, levende som afdøde.
Over hvad jeg har fået med mig fra hver især af dem, hvad jeg har valgt at holde fast i, og som nu er er mit helt eget, men også en del af dem.
Jeg går og sætter mit liv i nye perspektiver og tænker over meningen med det hele.
Over hvilke tegn der er blevet og bliver lagt ud foran næsen på mig.
Over hvilke der er værd at følge på vejen frem.
Over hvad der giver mening lige her og nu og fremover.