Volkspark Friedrichshain

Jeg går over i Volkspark Friedrichshain.
På vej derhen passerer jeg kloakdæksler, der dunster af kloak.
Jeg går ind ad den indgang, der ligger ved løbebanen på cirka en kilometer. Den er omtrent tre meter bred, og den er befolket af gående, løbere, cyklister og rulleskøjteløbere, der puster derudaf og udsender en svedig lugt.
Til højre herfor er en beachvolleybane, hvor unge kvinder i shorts og toppe i mange farver spiller mod hinanden.
Mellem løbebanen og volleybanen ved de spinkle birketræer sidder familier og venner på spættede picnictæpper med deres medbragte mad og griller pølser og falafler, og duften derfra når op til løbebanen, hvor jeg går.
Nogle åbner en flaske Rotkäppchen Sekt med et ”pop”, og proppen flyver en meter væk og lander i det grøngule let visne græs. De går hen og henter proppen.
Jeg går videre ad løbebanen ind mellem de grønne træer og fortsætter over til det store Bunkerberg, som er lavet af murbrokker fra krigen, jord, træer og buske.
Jeg påbegynder opstigningen ad en snoet vej. Jeg bliver let forpustet.
På toppen er der udsigt over Prenzlauer Berg og Fjernsynstårnet.
Sidstnævnte er kendt for, at når solens stråler rammer kuplen i toppen med den roterende café, dannes et kors på kuplen. Det skulle være arkitektens hævn over det religionsforagtende DDR-styre.
Jeg går ned igen.
Jeg går forbi søen, hvor ænder og svaner svømmer rundt, hvor børn og ældre smider brød ud, og hvor mange mænd og kvinder soler sig eller ligger med en bog i hænderne.
Jeg lytter til de mange lyde omkring mig: børn der ler og leger, voksne der råber efter børnene, kærestepars stille hvisken.
Jeg går videre forbi legepladsen. Her rutsjer børn, de gynger, de vipper og klatrer. Forældre og bedsteforældre er i nærheden og holder øjne med børnene og hjælper dem op, når de falder eller skal op på høje klatrestativer.
Herfra går jeg ad kringelkrogede stier ud af parken ved indgangen ved biografen.